Bragt i Amtsavisen.dk (Randers Amtsavis), Dagbladet-Holstebro-Struer.dk, Fyens.dk, Hsfo.dk (Horsens Folkeblad), Jv.dk, KFVejleAmtsFolkeblad.dk, Århus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende, Fyens.dk, Fyns Amts Avis, Jydske Vestkysten, Randers Amtsavis
Trevl det op igen!
Sådan sagde min mormor altid, når hun forsøgte at få mig til at lære at strikke som barn. For hun ville ikke have, at man sprang over, hvor gærdet er lavest. Fejl skulle rettes. For trevlede man ikke op med det samme, blev resten af stykket ikke pænt. Det er indtrykket, man får af det arbejde, som Udvalget om det nære og sammenhængende sundhedsvæsen præsenterede den 26. juni 2017. Desværre, for udvalget havde en utrolig vigtig opgave - nemlig at sikre at færre patienter bliver tabt mellem vores siloer.
Udvalget havde fire klare opgaver: Hvordan sikres bedre samarbejde mellem sygehuse, kommuner og praksissektor, hvordan sikres de rette kompetencer til opgaverne, hvordan sikrer vi ensartet kvalitet i hele landet og hvordan understøtter og bruger vi data bedre. Desværre er anbefalingerne en blanding af gode hensigter og mindretalsudtalelser fra de interessenter, der sad i udvalget. Der er stort set ikke en eneste egentlig handling i de tyve anbefalinger. Og de eneste, der taber ved det, er netop de patienter, som udvalget havde fået til opgave at hjælpe. Vi kan kun håbe, at sundhedsministeren tager de 75 sider og siger "tak, men NU skal vi så i gang med løsninger. For problemerne er mange i anbefalingerne.
Der diskuteres den manglende sammenhæng mellem kommuner, regioner og praksissektoren. Men løsningen er åbenbart bare, at de skal afprøve en masse nye ting med fælles ledelse og finansiering. Enig. Men hvordan kommer vi derhen? Danske Regioner kan ikke engang få en aftale med PLO, de praktiserende læger, om den helt basale overenskomst. Så hvad så? Er der kigget på andre aktører, der kunne hjælpe? Nej, for de var ikke interessenter i udvalget. Selv om at over 120.000 danskere var forbi et privathospital i 2016, og over 60.000 danskere er tilknyttet et privat lægehus.
Vi anbefaler, at ministeren for eksempel vælger ti forløb ud, får dem beskrevet fagligt. Og så laver en garanti, hvor patienten kan tage pengene til forløbet med derhen, hvor det kan løses. Eller også skal ministeren lave nogle store nationale udbud, hvor alle kan byde ind på forløb med forebyggelse, behandling, praksisopgaver og forløbskoordination. Så kommer vi i gang!
Et andet emne i rapporten er psykiatrien - både de store udfordringer med patienter, der ikke bliver behandlet for deres somatiske lidelser, når de får en psykiatrisk diagnose og med patienten, der også har et misbrug samtidig med en diagnose. Anbefalingen ligner den første - kommuner og regioner skal sikre, at det ikke sker. Her begynder indledningen om det lave gærde desværre at give alt for meget mening. For det skal de vel også i dag? Men hvem gør hvad? Denne patientgruppe har brug for at blive støttet - de opsøger ikke tilbuddene selv. Der bør sættes en garanti for at få forløbskoordinator - hvis patienten henvises fra almen praksis til psykiatrien, hvor de samtidig har somatiske sygdomme eller et misbrug, så får de ret til en forløbskoordinator. Enten fra det offentlige eller fra en privat. Ligeledes kræver et større samarbejde, at reglerne for datadeling og -adgang ændres. I dag må næsten ingen kigge og meget få kan dele data til Sundhedsjournalen, som er det, patienten selv kan se på sundhed.dk.
Det nære sundhedsvæsen er netop lokalt. Og i kommunerne er der rigtig mange private leverandører. Både i forhold til den kroniske patient, der er anbefalinger ift. at hjælpe, og de psykiatriske, hvor mange bor hos private under serviceloven. Men ikke en eneste privat har være inddraget eller planlægges inddraget på baggrund af anbefalingerne. Hverken i forhold tilændringerne af sundhedsaftalesystemet, udviklingen af en national model for kvalitetsplanlægning i det nære og sammenhængende sundhedsvæsen, til arbejdet med at styrke og ensarte kvaliteten i almen praksis eller at se på digitale løsninger, der understøtter patientens mulighed for aktivt at tage del i egen behandling.
Vi har patienter og borgere, der føler sig tabt. Rapporten slår klart fast, at for mange tabes. Det her må ikke blive til en kamp mellem det offentlige og det private. Eller til en konkurrence mellem interessenterne. Men det virker til, at man er nået frem til den laveste fællesnævner, som parterne i udvalget kunne blive enige om. Men det flytter bare ikke ret meget. Og det kommer i det lange løb til at gå ud over patienterne. Private har fra starten inviteret til samarbejde. Det tilbud står fortsat ved magt. Og vi håber, at sundhedsministeren inviterer til en god snak, hvor målet er at sætte barren så højt, som muligt, så vi faktisk finder løsninger for det nære og sammenhængende sundhedsvæsen. Til gavn for patienterne.