Bragt i Politiken 9. august 2017 Sektion 2 (Kultur) Side 7 (Debat).
DEBATTEN OM PRIVATE hospitaler bliver alt for ofte reduceret til et spørgsmål om for eller imod. Der italesættes en konflikt mellem privat og offentlig, hvor private ' angriber' det gode, offentlige sundhedsvæsen.
Hvor brugen af private i bedste fald er et nødvendigt onde - indtil det offentlige selv kan igen. Eller i værste fald bliver beskrevet som snyltere med snablen dybt nede i de offentlige kasser med profit som eneste mål, uanset konsekvenserne for patienterne.
I de fleste europæiske lande drives brugen af private af ønsket om at udnytte ressourcerne mere effektivt. At reducere udgifterne til sundhed, at nedbringe ventelister og at kunne bruge private til at tiltrække kapital. Det har været drivkraften i lande som Østrig, Estland, Italien, Polen, Portugal, Spanien og Storbritannien.
Der er et kolossalt pres for udvikling af ny teknologi og for nye lægemidler. Men i Danmark bliver det en sort-hvid diskussion om maskiner eller lægemidler versus flere patienter og personale. Men ved at sammenligne priser, aktivitet og kvalitet kan vi samlet dyrke det bedste. Vi må arbejde mere helhedsorienteret og se på totalomkostningerne. Dermed kan diskussionen komme til at handle om, hvordan vi får både og.
Et stigende pres på sundhedsvæsenet resulterer mange steder i månedlange ventelister. I Danmark var vi i starten af nullerne oppe på 90 dage i gennemsnitlig ventetid til behandling. Derfor blev der indført et udvidet frit sygehusvalg, så patienterne fik muligheden for at bruge et privat tilbud, hvis det offentlige ikke kunne sikre et tilbud hurtigt nok. Det havde i den grad en effekt -i dag er vi nede på 43 dage. Det private har leveret behandling hurtigt og har været en motivationsfaktor for den offentlige sektors effektivisering. Men der er mere potentiale at hente ved en større privat andel. Både på sygehusbehandling og hos speciallægerne. Den manglende konkurrence giver stilstand. Hverken speciallægerne generelt eller sygehusenes fertilitetsbehandling er inkluderet i det udvidede frie sygehusvalg og har derfor slet ikke haft samme nedgang i ventetider.
EN GENNEMGÅENDE OVERSKRIFT fra regionerne er, at der mangler penge. Og det til trods for at vi fra 2003 har set en større andel af bnp brugt på sundhed.
I 2012 brugte vi 10,59 pct. af bnp på sundhed, hvilket er en kraftig stigning, hvis man ser på udviklingen siden 2003. Det offentlige har altså brugt de fleste af de ekstra penge på sig selv. Hvorimod den private del efter en stigning i perioden 2003-2009 nu er på vej ned mod 2003-niveau.
De ekstra penge er blandt andet gået til flere ansatte - 5.200 læger, 5.900 sygeplejersker og 5.200 øvrige ansatte.
Vi bør diskutere mulighederne for at tiltrække ny kapital. Region Hovedstaden har opdaget, at samarbejde med A. P. Møller Fonden, Ole Kirks Fond og Novo Nordisk Fonden har tilført milliarder til deres sundhedsvæsen. Så man skulle tro, at regionerne ville være ivrige for at fortsætte ad det spor. Men nej.
Den nye kapital skal selvfølgelig give et afkast. For kun en forretning med et overskud kan holde på kapitalen og tiltrække ny. Og det gøres ikke ved at udsulte personalet eller sænke kvaliteten for patienterne. Hvis en virksomhed skal vokse på sigt og øge samarbejdet med kunderne som det offentlige, skal man kunne levere høj kvalitet hver dag og for hver patient. Ellers stopper samarbejdet lynhurtigt.
Derfor er vi nødt til at sikre, at den samlede forretning hele tiden fintunes. For kun på den måde kan vi lave overskud. De offentlige hospitaler kan ikke låne, og de kan ikke spare op. Og dermed har de meget svært ved reelt at investere i vores fælles sundhed.
Derfor finansieres de nye supersygehuse også direkte fra staten.
Der er milliarder af kroner derude. I virksomheder, der reinvesterer overskud, fonde, der investerer formålsbestemt, og pensionskasser med interesse for en langsigtet investering. Men det kræver, at vi vasker tavlen ren og begynder at anerkende de muligheder, et samarbejde med private kan give.
I Frankrig sammenlignes alle udgifter i en national omkostningsundersøgelse. Formålet er at etablere en national ' målestok' for både private og offentlige, der kan sikre konkurrence og drive en udvikling og samtidig reducere omkostninger. Kunne vi se noget lignende i Danmark? Hvis danskerne i højere grad skal bruge det udvidede, frie sygehusvalg, så kræver det, at de ved, at det findes, og at de kan gennemskue brugen af det.
I dag er det regionen, som er ' spilfordeler'. Regionen modtager henvisningen, rådgiver patienten, bestiller hos den private og afgør bagefter, om det var godt nok. Vi har brug for, at patienten kommer i centrum.
Vi bør have én indgang til sundhedsvæsenet, som vurderer behovet på patientens vegne - uafhængigt af regionen. Og lader patienten vælge mellem de bedste på baggrund af f. eks. kvalitet i behandlingen, ventetid eller afstand til hjemmet. Hvem der leverer sundheden, må være underordnet.