Psykiatrien er dækket af røgslør

Bragt i Information

Jeg tager hatten af for de 50 læger og psykologer, der tog bladet fra munden i Information den 14. september. De fortæller om en regionspsykiatri, der ikke har tid til at se de børn, der henvises.

Derfor stiller man en diagnose alene på baggrund af en tekst fra den praktiserende læge eller en anden, der har set barnet. Og desværre bliver behandlingen også derefter. Der gives medicin i stedet for den rigtige behandling.

Hvad foregår der? Hvordan er vi endt her? Hvordan kan regionspsykiatrien havet sænket blikket så meget, at man ikke længere kan få øje på, at det handler om mennesker? Et system, hvor man bare pisker børn og voksne gennem forløb, der gør mere skade end gavn. Hvem skal det gavne?

Ansvarsforflygtigelse
Der er vel næppe nogen, der kan være uenige med brevskriverne i, at vi skal sikre, at både børn og voksne ser de rigtige fagpersoner i forhold til at få en korrekt diagnose. Men brevet er stilet til politikere og ledere, så man må antage, at det er her, problemet skal løses.

Og hvad sker der så? Jo, regionerne – politikere og ledere, skynder sig at sparke bolden over på en helt anden bane. Det er ministerens skyld – for det er udredningsretten, der er skurken.

Så retten skal ændres. Og det selv om et meget bredt flertal af partier faktisk har besluttet, at udredningsretten skal skærpes fra 1. oktober 2016, hvor den bliver til en garanti. Hvis regionen ikke kan nå at udrede eller behandle inden for 30 dage, kan man gå et andet sted hen.

Regionerne burde i stedet se indad. Spørge sig selv, hvad de kunne gøre anderledes. Der er både sendt penge til psykiatrien via satspuljerne og til ventelisterne via finansloven. Har vi fået det bedste ud af de penge? Det ser ikke sådan ud.

Faktum er, at hvis det ikke er fagligt muligt at udrede inden for 30 dage, er der ikke – hverken efter de nuværende eller nye regler pr. 1. oktober – et krav til, at man skal give patienten en diagnose. Er der faglige årsager, der tilsiger, at man ikke kan nå det, så skal patienten – børn som voksne – blot have en udredningsplan. Og så tager det den tid, det tager.

Hvis man læser lægernes indspark, ser det ud til, at de faktisk prøver at få en læge til at se barnet i udredningen. Det tager tid. Derfor er det også kun 42 procent af børn og unge, der er udredt inden for 30 dage i Region Hovedstaden. Men medianen er fortsat under 30 dage!

Kigger man på voksenpsykiatrien, har samme Region Hovedstaden udredt 90 procent inden for 30 dage.

Når sådan en præstation kan lade sig gøre, er det fordi rigtig mange patienter slet ikke bliver set af en læge i den centrale visitation. De bliver derimod udredt på baggrund af henvisningen fra egen læge. Det er et problem for patienten – men regionen opfylder de politiske krav. I voksenpsykiatrien er problemerne, som børnespecialisterne beskriver i det åbne brev altså endnu større.

Trækker tiden
De private aktører – hospitaler og klinikker, hører fra patienter, der oplever, at man presser folk ud af sygehusene ved at afvise henvisninger.

Se blot den sidste tids historier om skizofrenipatienter. At man presser folk igennem udredningen ved at undgå at se dem og bare sender dem videre.

Samtidig presser man folk ind i psykiatrien ved bare at give dem et eller andet tilbud, typisk medicin, hvor effekten kan ses an i en periode. På den måde vinder man tid.

Eller man sætter folk i et gruppeforløb, hvor man også kan lade tiden gå. Alle sammen tiltag, der betyder, at folk principielt ikke er på en venteliste. Og dermed er problemet væk. Men brevet fra de 50 læger og psykologer viser jo, at det er et røgslør.

Men respekt for brevet. Det prikker til en regionspsykiatri, hvor der er behov for mere transparens. Vi skal ikke acceptere, at man kan gemme patienter væk. Eller give dem forkerte tilbud. Vi skal have at vide, hvor mange patienter, der faktisk ser en læge – det aner vi ikke i dag.

Vi skal sikre, at alle symptomer bliver behandlet. Ikke bare dem, der er nemmest og billigst at behandle. Og vi skal sikre, at de rigtige tilbud bliver givet. Ikke bare dem, der får patienterne til at forsvinde.

Den indsigt har vi ikke i dag. Og før vi får syn for sagen, kan vi ikke diskutere, hvad der egentlig er behov for. Og vi kan ikke have den rigtige diskussion om, hvordan fokus ændres fra blind optælling af patienter og afregning efter tælleregimet til den kvalitetsbehandling, vi burde få for pengene.

Man skal turde tale højt om sine problemer. Så kan vi sammen – offentlige og private – finde løsninger på dem. Vi skal bruge den samlede kapacitet af læger, psykologer og sengepladser. Det gør vi ikke i dag. Nu er der gået hul på bylden. Nu skal vi finde løsninger, der også gavner patienterne.

Jesper Luthman er branchedirektør for Sundhed Danmark – Foreningen af danske sundhedsvirksomheder