Sundheds-IT


Sundhed Danmark ser på muligheder og udfordringer med sundhedsdata og –it. Det er både ift. vores konkrete samarbejder om sundhedsbehandling med regioner og sygehusene, i lægehusene med regionen og i samarbejder med kommunen. Her kan udveksling og deling af data om borgeren/patienten være afgørende for, at det rigtige gøres på det rigtige tidspunkt.

Og det er om de helt store linjer ift. samarbejde om det sammenhængende sundhedsvæsen, hvor borgeren/patienten bevæger sig på tværs.

Digital post
I dag foregår kommunikationen indledende med borgeren og patienten ofte via fysiske breve – og siden hen via email. Det er både dyrt og besværligt. Og når kommunikationen i det offentlige samtidig foregår via digital post, bliver der et misforhold mellem det, patienten/borgeren får hos os – og i det offentlige. Og her til skal lægges, at ændringerne i Post Danmark med leveringstider og priser i den grad udfordrer den aftale, vi har med Danske Regioner ift. at alle patienter skal indkaldes hurtigt.

Samtidig er flere begyndt at udforske mulighederne for samarbejde med specielt E-boks. Udfordringen er dog, at vi fortsat skal have samtykke og tilmelding fra patienten for at kunne kontakte dem digitalt. Og specielt for de offentlige patienter er det en udfordring, da vi ofte ikke engang får et telefonnummer med henvisningen. Derfor arbejder vi med to tilgange.

Udviklingen af Digital Post 2.0
Digitaliseringsstyrelsen har til opgave at udvikle næste generation af det offentliges Digital Post. Fordelen er her, at samtykket er ’inkluderet’ i løsningen, da der er lovhjemmel til at sende til borgeren uden samtykke og tilmelding. Der er en god dialog, så vi håber, at vi med en version 2.0 kan blive inkluderet – som minimum ift. de patienter, vi har fra det offentlige. Men helst i en model, hvor alle vores patienter er inkluderet.

Muligheden for tilretning af kontrakten med Danske Regioner
Vi er i dialog med Danske Regioner om muligheden for at ændre kontrakten mellem dem og jer, så I via aftalen får muligheden for at ’overtage’ det offentliges ret til at kontakte patienten umiddelbart uden samtykke. Det vil give jer mulighed for at lave en aftale om digital post, hvor I kan kontakte umiddelbart.

Integration i sundheds-it-landskabet
Lovgivning og kontrakten med Danske Regioner stiller en række krav til jer som sundhedsvirksomheder. Det handler om at kunne kommunikere efter bestemte Medcom-standarder og indrapportering til FMK, kvalitetsdatabaser og LPR. Bare for at nævne lidt.

Samtidig oplever vi i stigende grad, at patienterne har en klar forventning om, at deres sundhedsdata er tilgængelige for alle – og dermed bliver de både skuffede og frustrerede, når de opdager, at det ikke er tilfældet. Det skaber en dårlig oplevelse. Derfor arbejder vi med tre tilgange.

Udvikle samarbejdet med Medcom
Medcom-standarderne er rammen om den kommunikation, vi har med det offentlige. Men oplevelsen er, at vi er koblet lidt af den dialog, de har internt med de offentlige aktører og de virksomheder, der leverer systemerne. Derfor har vi etableret et tættere samarbejde med Medcom, der lige nu er meget positiv.

Udforske mulighederne for bedre integration til sundhed.dk
I dag har kun et enkelt privathospital en integreret adgang til sundhedsjournalen på sundhed.dk via deres aftale med regionen (§79-hospital). Men det virker til, at der er muligheder for, at flere kan få det. Derfor har vi igangsæt et samarbejde med sundhed.dk om mulighederne for, at I kan blive koblet på, så mere kan overføres automatisk.

General analyse af de samlede berøringsflader
Vi har haft en løbende dialog med den nye Sundhedsdatastyrelse. Her har vi sammen sat fokus på ønsket om et mere sammenhængende sundhedsvæsen ift deling af data. Det har resulteret i en analyse, som udspringer af det overordnede Sundhedsjournalprojekt og bliver finansieret af Sundheds- og Ældreministeriet. Flere af jer vil blive - eller er blevet - involveret i projektet, der skal undersøge:

  • de tekniske og organisatoriske forudsætninger for at tilkoble private sygehuse til Sundhedsjournalen, således at patienter kan tilgå journaloplysninger fra private sygehuse og så private sygehuse kan få adgang til deres patienters e-journal
  • hvilke tekniske krav og hvilken implementeringshastighed de private sygehuse skal efterleve for at indgå i en aftale om at levere data til Sundhedsjournalen.