Sundhed Danmark: Patientrettigheder skaber ulighed, men de skal ikke fjernes
Lad mig starte med konklusionen. Ikke overraskende mener vi i den private sundhedsbranche, at patientrettighederne er en fordel for både patienter og sundhedsvæsenet.
Men for os handler det ikke om, at vi med garantierne er sikret en omsætning.
For var der ingen rettigheder, ville langt flere patienter sandsynligvis købe en sundhedsforsikring, som formentlig ville give os endnu mere at lave og dermed en større omsætning.
For os handler det om, at et monopol har godt af at blive udfordret, og at lige rettigheder for alle er en fordel for både patienten og samfundet. Vi har simpelthen ikke råd til, at patienterne går for længe sygemeldt.
130.000 svarede ikke på brev
I dag er en patient garanteret udredning inden for 30 dage og garanteret at kunne opstarte sin behandling inden for 30 dage. Alternativt kan patienten vælge at bruge et privat tilbud.
Dette gjorde over 120.000 danskere sidste år. Men det var kun cirka en procent af det samlede sygehusbudget, der blev brugt på at sikre denne ret. Bare for at sætte det i perspektiv.
Kigger vi på udredningstallene, så blev kun 57 procent af alle patienter udredt inden for 30 dage i fjerde kvartal i 2018. Det officielle tal er dog 84 procent.
Det skyldes, at en række årsager tæller med i det positive regnestykke, viser tal fra esundhed.dk.
De patienter, der grundet en faglig årsag ikke kunne nås, var fire procent. De patienter, der aldrig svarede på brevet med tilbud om at komme hurtigere til, var 19 procent. Og de patienter, der aktivt valgte at vente, var fire procent.
Jeg kommer tilbage til dem, der ikke svarer på deres brev. For det var i 2018 cirka 130.000 danskere.
Lange ventelister for søvnapnø
På behandlingsområdet opgøres ventetider manuelt ude på afdelingerne, og der er mange områder med lange ventelister.
Bare et par eksempler:
- Søvnapnø: Kun ét sted i landet har under fire ugers ventetid. Alle andre steder har mellem 5 og 98 ugers ventetid.
- Grå stær: Kun tre steder i landet har under fire ugers ventetid. Resten har mellem 6 og 16 ugers ventetid.
- Operationer på urinvejene: Kun ét sted i landet har under fire ugers ventetid. Resten har mellem 20 og 60 ugers ventetid.
Alle disse områder har en garanti. Så patienterne kunne vælge at bruge et privat tilbud. Hvorfor gør de ikke det?
En del af diskussionen om patientrettighederne handler om, at hvis man bare lod sygehusene bestemme selv, ville det være muligt med meget mere effektiv planlægning og prioritering
Underforstået, at patientrettighederne faktisk gør mere skade end gavn.
Patienter tvinger sig til behandling
Lægerne oplever, at de behandler patienter, der godt kunne vente. Måske endda behandler patienter, der slet ikke skulle have været behandlet.
Der er åbenbart patienter i det danske sundhedsvæsen, der "tvinger" sig til at blive behandlet.
Men lad os se på et område, der faktisk er undtaget af ventetidsgarantien – fertilitetsbehandling.
Hvis ovenstående kritik af rettighederne skulle underbygges, må området være i knivskarp form med korte, differentierede ventelister.
Men virkeligheden er, at den korteste tid til bare en forundersøgelse er otte uger, imens den længste ventetid er i Køge på 52 uger.
Så hvis denne model skal rulles ud over resten af sundhedsvæsenet, så ender vi samme sted som i 2000, hvor der i gennemsnit var 90 dages ventetid til en behandling. I dag er den mere end halveret til 43 dage.
Det virker ikke som en holdbar løsning.
Problematisk med intet svar på brev
Lad os i stedet vende tilbage til de 130.000 danskere, der ikke svarede på deres brev om udredning.
Samlet blev over 2,5 millioner patienter behandlet i sundhedsvæsenet i 2018. 19 procent af dem svarede aldrig på deres brev om indkaldelse, tilbud om hurtigere adgang eller andre informationer.
Det er et kæmpe problem.
Patientrettighederne bygger på, at patienten selv skal handle. Reglerne er, at regionerne skal forklare patienterne, hvilke muligheder de har for at komme hurtigere til.
Og derfor må man stille sig selv spørgsmålet: Hvis du fik et brev med et tilbud om ikke at skulle vente, ville du så bare tænke: "Nej, det er okay, jeg venter bare?".
Formentlig ikke.
Mange behøver ikke være på ventelister
Selvfølgelig er der dele af landet, hvor der er langt til alle sundhedstilbud – også de private. Og der er steder, hvor patienterne i større grad har en relation til et lokalt sygehus, der gør, at de gerne vil vente.
Men er det virkelig hver femte patient?
Jeg tror, at det handler om, at patienterne modtager tunge breve med besværlig tekst fra sundhedsvæsenet, som de simpelthen ikke forstår.
Og derfor er der mange, der venter på en venteliste, som de faktisk ikke behøvede at være på, og som ikke er klar over, at de kan komme hurtigere til.
Derfor er der allerede med de nuværende regler et stort behov for at gå i dybden med, hvordan vi sikrer, at alle faktisk forstår deres breve, så de kender både deres rettigheder og muligheder og dermed kan handle på det.
Men kunne man hjælpe denne gruppe patienter yderligere? Ved for eksempel at ringe til dem? Eller kunne man gøre patientrejsen nemmere med digitale løsninger?
Ressourcestærke kan bruge rettigheder
Sundhedsstyrelsen udgav i 2011 rapporten 'Ulighed i sundhed – årsager og indsatser'.
"Brugerens uddannelse, sociale status, sproglige evner med videre spiller her en afgørende rolle. Det samme gør det sociale netværk, og hvilken støtte fra pårørende patienterne kan få ved sygdom, efter indlæggelser etc.," stod der i rapporten.
Så på den ene side er patientrettigheder fantastisk gode, fordi de giver alle lige muligheder i sundhedsvæsenet. Alle – uafhængig af uddannelse, indkomst, viden eller netværk – kan komme hurtigt til udredning og behandling, lige meget hvor de bor i landet.
Men der ligger også en indbygget udfordring ved, at patienten netop selv skal handle.
Patienten kan først handle, i så fald han eller hun har forstået sine rettigheder og kan gennemskue, hvordan de bruges og 'aktiveres'.
Og det er her, at det reelle problem er. Det kan alle patienter ikke, og det er derfor kun den ressourcestærke del af befolkningen, der kan finde ud af at bruge disse rettigheder.
1,8 millioner har sundhedsforsikring
Lad os forestille os, at vi efter et valg står over for en opdeling af patienterne i flere kategorier – for eksempel lidt syge, meget syge og rigtig meget syge.
Nu skal patienterne ikke blot kende deres rettighed, men de skal kunne skelne mellem forskellige rettigheder afhængigt af forskellige kategoriseringer.
Det vil aldrig være til de svage patienters fordel.
Og hvad vil der ske, hvis ventelisterne stiger igen? Hvis erfaringerne fra blandt andet fertilitetsområdet faktisk bliver den nye virkelighed på andre afdelinger, vil danskerne acceptere at vente?
Allerede i dag har 1,8 millioner danskere en sundhedsforsikring. Primært danskere, der arbejder i den private branche, hvor det er en del af deres ansættelse.
Men mon ikke, at de offentlig ansatte vil opdage, at der en stor gruppe danskere, der faktisk kan komme hurtigere til, når ventelisten stiger.
Ingen monopoler overlever på lang sigt
Hvis de offentlig ansatte så også får det som en del af deres overenskomster, bør vi for alvor frygte, at opbakningen til et offentligt sundhedsvæsen begynder at vakle.
Derfor er det ikke tid til at afvikle, men til at bygge videre på det, som vi har.
Danskerne er rigtig glade for deres rettigheder, og der har været et stort politisk flertal for rettighederne på Christiansborg.
Så lad os bruge tiden på at sikre, at alle faktisk kan bruge dem.
Ingen monopoler overlever på den lange bane – for det er ualmindeligt svært at bevare og udbygge sin produktivitet, når man ikke behøver.
Lad os fokusere på områderne med lange ventelister og sammen – offentlige og private aktører – definere de samarbejder, der skal til, for at vi sikrer, at flest muligt får gavn af den samlede kapacitet af sundhedstilbud, som vi har i landet.