Sygehuse frygter PostNord-plan kan ramme patiente

Bragt på avisen.dk

PostNords nye planer kan give privathospitalerne besvær med at udrede patienter til tiden.

Det frygter Danske Regioner og Sundhed Danmark – foreningen af danske sundhedsvirksomheder til Avisen.dk.

Hvis en patient ikke kan udredes hurtigt nok inden for det offentlige, har man krav på at få et privat tilbud.

Men de nye postplaner kan risikere at spolere den rettighed.

- Der er en risiko for, at den nye postaftale vil udfordre retten til at blive udredt inden for 30 dage på et privathospital. Hvis det viser sig at blive tilfældet, skal vi selvfølgelig finde en løsning på det, for langsom postgang må på ingen måde stå i vejen for patienternes ret til hurtig udredning, siger Ulla Astman (S), formand for Sundhedsudvalget i Danske Regioner.

PostNords netop fremlagte plan betyder, at postvæsenet kun kommer ud med breve én gang om ugen, hvor det i dag er to gange om ugen.

Postgang snupper udredningstid
Regionerne bruger typisk et par dage til at afgøre, om de kan udrede patienten. Hvis regionen vurderer, at man ikke kan nå det inden for 30 dage, kan patienten takke ja til et privat tilbud, og så skal privathospitalet eller klinikken indkalde personen.

I regionernes aftaler med privathospitalerne om ret til hurtig udredning er det en forudsætning, at de private udreder inden for 30 dage, fra henvisningen er modtaget på den offentlige afdeling.

Og hvis patienten ikke har givet samtykke til, at privathospitalet må sende indkaldelsen til patientens E-boks, eller hvis patienten er undtaget på grund af eksempelvis dårligt syn, alder eller andet, så vil postgangen i indkaldelsesbrevet tage en stor del af udredningstiden.

Indeholder udredningen flere undersøgelser – evt. en blodprøve, som sendes til analyse med posten – så bliver det meget svært at udrede inden for 30 dage, oplyser Danske Regioner.

Bekymringen bakkes op af Sundhed Danmark, der repræsenterer privathospitaler og klinikker i landet.

- Vi er bange for, hvad den nye postaftale kan betyde. Allerede nu er der mange breve, der ikke kommer hurtigt nok frem, og det vil kun blive værre. Bliver vilkårene endnu dårligere, bliver det svært både for regionerne og private at nå det, siger Jesper Luthman, branchedirektør i Sundhed Danmark – foreningen af danske sundhedsvirksomheder.

Venter med at male fanden på væggen
Foreningen har kigget på, om der er noget i de nationale aftaler, som man kan ændre for at imødekomme udfordringen.

- Vi så gerne, at alle offentlige patienter henvist via det udvidede frie sygehusvalg tager deres samtykke med, så vi ligesom det offentlige kan sende digital post uden at spørge først, siger Jesper Luthman.

- Regionerne ved godt, hvor der er lange ventelister, så det burde ikke skulle tage et par dage at finde ud af, om man selv kan udrede patienten. Hvis de brugte os mere strategisk, kunne de sende patienter til os allerede ved henvisnings-tidspunktet, siger han.

Men selvom Danske Regioner er bekymrede for postaftalens betydning, vil man afvente det endelige resultat.

- Vi skal ikke male fanden på væggen endnu. Postaftalen er ny, og en masse brikker skal falde på plads, så jeg håber og forventer, at man vil tage højde for et problem som det her, når aftalen skal føres ud i livet, siger Ulla Astman.

PostNord mener dog ikke, at der kommer til at ske de store ændringer. Selskabet oplyser, at det på samme måde som i dag fremover vil være muligt at sende et Quickbrev eller en pakke fra dag til dag. Et almindeligt brev kan derimod være op til 5 hverdage undervejs. Der ændres ikke på produkterne, fordi der bliver lavet en ny produktionsmodel, lyder det.