Regeringen vil bringe privathospitaler mere i spil for at nedbringe ventetider

Sundhedsminister, Sophie Løhde udtaler: »Aktuelt ser vi lange ventelister til for eksempel specialiseret, ortopædkirurgisk behandling på offentlige sygehuse. Derfor skal vi også se på, hvordan vi får al kapacitet – både i det offentlige og private sundhedsvæsen – bedre i spil, uden at gå på kompromis med kvalitet og faglighed.«

Konkret lægges der op til at ændre den såkaldte specialeplanlægning, hvor sundhedsmyndighederne bestemmer hvilke sygehuse – offentlige og private – der må udføre særligt komplicerede behandlinger, der kræver specialistkompetencer.

De cirka 1.000 specialfunktioner udgør cirka en tiendedel af de opgaver, der udføres på sygehusene, og de private hospitaler har hidtil haft svært ved for alvor at få foden inden for på området.

Blandt de private aktører hilser man det også velkomment, at der lægges op til en modernisering og en mere fleksibel specialeplanlægning.

»Det vil åbne en spilleplade for, at alle, der har kompetencerne og de faglige forudsætninger, vil kunne byde ind på at løse opgaverne, herunder de private hospitaler,« siger branchedirektør Jakob Rixen fra Sundhed Danmark, organisationen for private sundhedsvirksomheder.

Læs hele artiklen her: 125 ugers ventetid på at få undersøgt foden. Regeringen bebuder opgør med stift og ufleksibelt sundhedsvæsen (berlingske.dk)