Sæt fokus på det samlede sundhedsvæsen

Hele indlægget fra Politiken kan læses her: 

Lad os fokusere på det samlede sundhedsvæsen

I en kronik den 1. december argumenterer Dansk Kirurgisk Selskab for en række påstande om patientrettigheder såvel som privathospitaler. De skriver, hvordan det private tilbud kun er for ”de rige og raske”. Dette er en blandt flere påstande, der ikke er korrekte. I stedet for at skabe konflikter mellem den offentlige og private sektor, bør vi holde fokus på at skabe et sundhedsvæsen med en langt større samlet kapacitet.

Ligesom Dansk Kirurgisk Selskab er vi også bekymrede for ulighed i sundhed. Vi er dog ikke enige i, at vejen dertil er ved at forringe patientrettighederne eller skabe modsætningsforhold mellem det offentlige og private.

Uanset om det drejer sig om de kræftspecifikke eller de generelle patientrettigheder, vil en forringelse af disse ikke føre til mere lighed i sundhed.  Rettighederne sikrer, at patienterne, uanset indkomst, har ret til at vælge behandling på et privathospital for det offentliges regning, hvis ventetiderne er for lange i det offentlige. Derfor passer det ikke, når der i kronikken den 1. december skrives, at det private tilbud kun tager imod de rige.

Rettighederne løser naturligvis ikke det problem, der er i forhold til manglende kapacitet i sundhedsvæsenet. Dansk Kirurgisk Selskab har derfor også ret, når de beskriver, at rettigheder ikke kan gøre det alene. Derfor er det også så bidende nødvendigt, at vi arbejder på at gøre brug af den samlede kapacitet – uanset om den er offentlig eller privat. Det stemmer også godt overens med danskernes holdning til brugen af det private tilbud. En undersøgelse viser nemlig, at næsten tre ud af fire danskere finder det nødvendigt at bruge privathospitalerne for at sænke ventetiderne i sundhedssektoren. Lad os derfor se på, hvad der kan ændres, så den private sektor kan tage imod endnu flere offentligt henviste patienter og derved aflaste det offentlige.

I stedet for at se konflikter mellem det offentlige og private sundhedsvæsen, bør vi arbejde sammen for at skabe et sundhedsvæsen med en tilstrækkelig stor kapacitet, så alle patienter får behandling af høj kvalitet uden at vente for længe.