Vi skal sammen sikre lægedækning i hele Danmark

Bragt i Fyns Amts Avis, Dagbladet Holstebro-Struer, Lemvig Folkeblad, Randers Amtsavis, Nordvestnyt, Dagbladet Ringsted, Roskilde og Køge, Sjællandske Næstved, Vordingborg, Slagelse, Fyns Amts Avis, Morsø Folkeblad, Nordjyske Stiftstidende, Aarhus Stiftstidende, Fyens Stiftstidende, Viborg Stifts Folkeblad, Frederiksborg Amts Avis, Lolland Falster Folketidende og Nordjyske Stiftstidende. 

Katrina Feilberg, sundhedspolitisk chef i Dansk Erhverv og Jesper Luthman, branchedirektør i Sundhed Danmark

Regeringens Lægedækningsudvalg har præsenteret 18 forslag, der skal sikre lægedækning i hele Danmark.

Desværre er anbefalingerne kraftigt præget af, at den private sektor, som hver eneste dag leverer sundhedsløsninger til gavn for borgere og patienter i regioner og kommuner, er glemt.

Både Dansk Erhverv og Sundhed Danmark har spillet forslag ind til udvalget, som med fordel kan bruges i det videre politiske arbejde. Og vi opfordrer til, at det fremadrettede samarbejde også sker dialog med de private sygehuse, klinikker og lægehuse.

Udvalget har naturligt fokuseret på behovene i almen praksis -men hvis der reelt ønskes løsninger på lægemanglen, specielt i almen praksis, er man nødt til at se på nye muligheder -også med private. Ellers bliver det mere af det samme.

Det er fornuftigt at lade andre faggrupper inddrages i opgaveløsningen.

Det har vi sagt længe. De nuværende rammer er rigide og understøtter hverken en fleksibel opgavevaretagelse eller en fremtidssikring af praksis. Dette bør gælde både for udbudsklinikker og almen praksis. Ligesom at det bør blive muligt, at andre lægegrupper kan løse opgaver i almen praksis.

Det virker rigidt at fastholde en faglig opdeling i almen praksis, hvor kun almen medicinere kan se patienter.

På sygehusene kan forskellige lægefaglige grupper sagtens løse samme typer opgaver. I Sverige og Norge har de netop styrket almen praksis i forhold til lægebemandingen ved at trække på flere lægeprofiler.

Der er også behov for at udbrede faglige og organisatoriske fællesskaber.

Det forslag stillede Dansk Erhverv også i efteråret. Derudover kan forslagene med fordel udvides med muligheden for, at man kan kombinere opgaver fra kommunen i udbud af lægehus. Dette kunne være i forhold til fysioterapi, genoptræning, kronikerindsats eller sågar specialiseret rehabilitering som for eksempel hjerterehabilitering.

Til syvende og sidst handler det om, at vi skal sikre en god lægedækning i hele Danmark, også og især for de danskere, som bor i de såkaldte yderområder. Hvis det skal ske, så skal det offentlige i samarbejde med private aktører tænke i nye og mere fleksible baner.

Det kan ikke fortsætte, som det er nu, og vi fra de private aktørers side er i dén grad klar til at løfte vores del af opgaven. Det er faktisk sådan i dag, at der allerede er over 50.000 danskere, der er tilknyttet et privat lægehus, og det er jo sket, fordi private har fået muligheden for at komme på banen og hjælpe til.